Hvis det danske demokrati og velfærdsstaten skal udvikles, så skal borgerne deltage i og have en mere direkte stemme i prioriteringerne og udformningen af velfærdsløsninger, velfærdsproduktionen skal foregå i tæt samarbejde og kontakt med de fagprofessionelle og borgerne, så relevans og faglighed kan understøtte hinanden. Det er for begrænset alene at sætte borgernes ressourcer i spil og tænke samskabelse ud fra en effektiviserings- og besparelsesdagsorden.

Borgerne skal ikke kun forstås og behandles som en ekstra arbejdskraftreserve eller som patienter og klienter eller brugere og kunder, men snarere som medborgere og samarbejdspartnere, hvor relationen er præget af gensidighed og fællesskab.

Hvis det offentlige går fra at fokusere på at stille ydelser til rådighed for borgerne til at opnå resultater sammen med borgerne, så åbnes for en anden måde at skabe integration og samarbejde mellem den private, offentlige og civile sfære. Der vil ske en ændring af de offentlige myndigheders selvforståelse og praksis, fra perspektivet ”myndighed-til-dig” til ”myndighedsammen-med-dig”, som vil ændre relationerne mellem den offentlige, private og civile sfære.

Et sådant fokusskifte vil få store konsekvenser for, hvordan ledere i det offentlige skal kompetenceudvikles.

Behov for nye ledelsesmæssige kompetencer

Det kalder på nye ledelsesmæssige kompetencer, hvor offentlige ledere skal kunne mestre at skabe processer, hvor offentlige aktører udvikler og/eller producerer velfærd sammen med ikke offentlige aktører. Det kan være borgere, borgergrupper, foreninger, virksomheder, og andre civilsamfunds organisationer.

Offentlige ledere skal kunne mestre situationer, hvor forskellige fagprofessionelle, borgere og andre aktører skal involveres i udviklingen, løsningen og udførslen af velfærdsopgaverne.
Ledere skal kunne arbejde på tværs af fag, afdelinger og sektorer, og indgå i værdiskabende samarbejder med borgere og brugere. Ledelse af samskabelse og samproduktion bliver således et vigtigt fokusområde i den offentlige leders kompetenceudvikling, det læres bedst ved selv at deltage i samskabelsespraksisser.

Endnu en master eller diplomuddannelse i samskabelse vil ikke gøre den store forskel. Mange ledere i det offentlige har allerede taget forskellige lederuddannelser og kan sagtens sætte sig ind i teorierne om samskabelse. At gøre samskabelse til en akademisk disciplin er en misforståelse. Ledelsesarbejde handler meget om erfaring og praktisk indlæring.

Det er eksperimenter, øvelse og praksis, der gør mester. Ledelse er i min forståelse en profession og et håndværk (Mintzberg), som læres bedst ved i praksis at deltage i og reflektere over samskabelsespraksisser sammen med de mange forskellige aktører, der arbejder sammen på tværs af den offentlige, private og civile sfære. Offentlige ledere skal fremover kunne forholde sig til spørgsmål såsom:

  • Hvordan bliver jeg i stand til at indgå i mangeartede typer samskabelse, være hjælpsom, slippe kontrollen og lade borgernes stemmer og ideer komme frem og blive brugt, så der reelt er tale om at samskabe og innovere opgaveløsningen?
  • Hvordan bliver jeg i stand til at se borgernes ressourcer og indgå i partnerskaber med andre aktører og organisationer, når opgaven, for borgerne, KUN kan løses på tværs?
  • Hvordan kan jeg facilitere samskabelsesprocesser, hvor jeg formår at anvende og afstemme min faglighed og ekspertise på en konstruktiv måde, og hvor jeg lærer af og integrere borgernes forslag og feedback, så det får en positiv virkning på mit handlemønster i forbindelse med ledelse og samskabelse?

Nye Læringsrejser

Mere end nogensinde er offentlige organisationer afhængige af støtte fra uddannelse og træning til at gennemføre strategi og forandring, men typisk er uddannelse og træning designet alt for ”skolebænks-orienteret” og “begivenheds-baseret” (f.eks. en master- eller diplomuddannelse eller et kursus). Deltagerne bliver ikke involveret i en meningsfuld og effektiv lærings- og præstationsforbedringsproces.

Kompetenceudvikling af ledere til bl.a. samskabelse kræver, at der i langt højere grad udvikles og iscenesættes mangeartede læreprocesser, hvor ledere lærer af egen praksis, gennem forskellige former for aktionslæring, aktionsforskning, mesterlære, case-baserede workshops, deltagelse i netværk, og hvor der er mulighed for kontekst og organisationstilpassede lederuddannelser suppleret med mulighed for både personlige og kollektive lederudviklings– og læringsrejser. (Brinkerhoff).

Det vil jo være oplagt at deltage i forskellige former for samskabelsespraksis, gerne som reflekterende praktiker, i et mesterlærelignende perspektiv, hvor lederens handlings- og læringsagilitet øges og udvikles.

Læs min artikel her:

https://www.denoffentlige.dk/offentlig-ledelse-og-lederudvikling-skal-taenkes-i-et-nyt-og-brederesamskabelsesperspektiv